Templet til Jupiter Optimus Maximus

Templet til Jupiter Optimus Maximus

Spekulativ model af Jupiter Optimus Maximus' første tempel, 509 f.Kr
Placering af Jupiter Optimus Maximus' tempel
Koordinater	41°53′32″N 12°28′54″Ø / 41.89222°N 12.48167°Ø / 41.89222; 12.48167
Type	Romersk tempel

Templet til Jupiter Optimus Maximus, også kendt som Templet til Jupiter Capitolinus (latin: Aedes Iovis Optimi Maximi Capitolini, italiensk: Tempio di Giove Ottimo Massimo; oversat: "Templet til Jupiter, den Bedste og den Største"), eller blot Jupiters Tempel eller Jupitertemplet, var det vigtigste romerske tempel i antikkens Rom, som lå på Kapitol-højen. Det var omgivet af Area Capitolina, et område, hvor adskillige helligdomme, altre, statuer og sejrstrofæer blev fremvist.

Templet blev indviet i 509 f.Kr.^[1] og var den første bygning og det det ældste større tempel i Rom. Ligesom mange andre templer i det centrale Italien delte det visse egenskaber med etruskisk arkitektur; kilder rapporterer, at etruskiske specialister blev hentet til udføre forskellige aspekter af dens konstruktion, herunder fremstilling og maling af antefikser og andre terracotta dekorationer.^[2] Templet blev oprindeligt bygget af træ, og blev derfor ødelagt af en brand i 83 f.Kr. Dens genopbygning beskæftigede håndværkere, der var tilkaldt fra Grækenland, og den nye bygning formodes at have været i græsk stil, selvom den ligesom andre romerske templer bibeholdt mange elementer af etruskisk stil. Den anden iteration af templet blev afsluttet i 69 f.Kr. Brande i de efterfølgende århundreder nødvendiggjorde yderligere to rekonstruktioner, som åbenbart fulgte moderne romersk arkitektonisk stil, omend af exceptionel størrelse.

Den første version af templet var det største tempel i etruskisk stil, som nogensinde er opført,^[3] og meget større end andre romerske templer i århundreder efter. Imidlertid er dens størrelse fortsat stærkt omstridt; baseret på én af datidens besøgende blev det hævdet at have været næsten 60×60 m – ikke langt fra de største græske templer.^[4] Uanset størrelsen var dens indflydelse på andre tidlige romerske templer betydelig og langvarig.^[5] Rekonstruktioner viser normalt meget brede udhæng og en bred søjlegang, der strækkte sig ned langs siderne – dog ikke rundt om bagvæggen, som det ville have gjort i et typisk græsk tempel.^[6] Et groft billede på en mønt fra 78 f.Kr. viser kun fire søjler og en meget travl taglinje.^[7]

Efter to yderligere brande stod det tredje tempel kun fem år – frem til 80 e.Kr. – men det fjerde overlevede indtil kejserrigets fald. Rester af det sidste tempel overlevede for at blive plyndret til spolia (sten taget fra en gammel struktur og genbrugt til nybyggeri) i middelalderen og renæssancen, men i dag overlever kun elementer af fundamentet og podiet eller basen; da de efterfølgende templer tilsyneladende genbrugte disse, kan de delvis dateres til den første bygning. Meget om de forskellige bygninger er fortsat usikkert.

1. ^ Ab urbe condita, 2.8
2. ^ Stamper, 12–13; Galluccio, 237–291
3. ^ Christofani; Boethius, 47
4. ^ Boethius, 47–48
5. ^ Stamper, 33 and all Chapters 1 and 2. Stamper is a leading protagonist of a smaller size, rejecting the larger size proposed by the late Einar Gjerstad.
6. ^ Christofani
7. ^ Denarius of 78 BC